Dyrene


Det er en rar tanke, at fårene spiser gulerodstoppene og de afskårne grene fra æbleplantagen, at hønsene spiser billerne i plantagen og madresterne fra aftensmaden, og at vi spiser både lammene, æggene og kyllingerne. Fårene og hønsene leverer desuden gødning til kartoflerne og gulerødderne.


I tillæg er det en god ting for både børn og voksne at leve et sted, hvor vi har både ansvar for og glæde af dyr - også dem, vi ikke spiser (som hunden, og dværggeden, der blot er til lyst). Vi har otte-ti Gotlænder moderfår, og om foråret er her et vældigt leben af legende lam.
Når et moderfår har levet et godt langt liv, ryger hun i en spegepølse, som slagteren laver.

Fårene er nemme at passe, mens elhegnet omkring markerne kræver en indsats, så det kan holde både springfår og kåde lam inde, hvor de skal være.
Slagtningen af får og lam foretages professionelt, og vi skal blot hjælpe til og putte i poser.

Hønsene er nogle gode bastarder, der både lægger en masse æg, og som godt kan lide at ruge kyllinger ud. De går frit i plantagen

kollektivet Tranehøj