Tranehøjs historie


Året var 1984, folkene kom primært fra Nordvestsjælland. Drømmen var et økologisk/bio-dynamisk kollektiv med gode fysiske rammer for landbrug, teater, musik og alle mulige andre former for kreativitet.
Stedet blev en gammel firelænget gård med en fortid som både sognegård, landbrugsejendom og alderdomshjem.


Der blev snakket og kigget i landsbyen Særslev, da de nye beboere rykkede ind i 'De Gamles Hjem', som de havde købt af Kommunen.
Langt skæg og hår havde de nye, og så var de blevet set med bar røv på en varm sommerdag. De kørte rundt på en gammel traktor op igennem Særslev med en masse unger på ladet. Festerne de lavede var enorme, og så troede de, at de kunne leve af at dyrke jorden økologisk!

De døbte gården Tranehøi, men den havde en lang historie bag sig. Bag bindingsværksfacaden fra 1822 havde bondemændene fra de fede lammefjordsjorder engang taget store beslutninger i sognerådet, og nede i den bagerste længe var der en lille detention til sognets mere uheldige typer. Rummet er væk, men døren er der stadig - tommetyk - med et kæmpemæssigt nøglehul og en lille luge til madskålen.
I 1930 blev den ene af længerne bygget om til alderdomshjem, og mens konen på gården tog sig af personalet og de gamle, stod manden for landbruget.
Men i begyndelsen af 80'erne havde kravene til ældreplejen ændret sig så meget, at Kommunen byggede et nyt, stort plejehjem andetsteds i byen.Hvem kunne så bruge et gammelt alderdomshjem?

Det kunne en gruppe, som havde fundet sammen i ungdomsoprørets efterdønninger. Som det var almindeligt i starten af 80erne var beboerne meget kollektive.
Der var et værelse til hver person, men resten var til fælles brug. Man lavede mad sammen, spiste sammen, havde fritid sammen, nogle af beboerne arbejdede også sammen.
Der var liv og nogle gange kaos - især om morgenen, hvor alle kolliderede i det gamle landkøkken, inden de skulle videre i skole eller på arbejde.

Uanset tidligere erfaringer og interesser havde alle et ansvar for de fælles projekter: landbruget og bygningerne - også de, der ikke tidligere havde haft fat i en greb eller en murerske i hånden.
Der var en landmand blandt beboerne, og han var ansvarlig for marker og dyr, men når der var brug for det, var både børn og voksne i marken og gav et nap med at passe køer, får, heste, høns og gæs.

I Tranehøjs bygninger blev der arbejdet med keramik og billedkunst. Der var syværksted, og en overgang var der hver søndag formiddag fælles croquis-tegning. Der var store fælles projekter med solfanger, halmfyr, maskinhal, udflugter, børneaktiviteter...

Beboerne blev også egnens 'kultur-entreprenører', når det gjaldt musik og børneteater. Det gamle plejehjems fællesstue blev omdannet til øvelokale og blev første hjemsted for Bjørneteatret.
Men der manglede både mere øverum og et mere offentligt rum til kulturaktiviteterne, så da der viste sig en mulighed for at overtage et lokalt forsamlingshus i nabolandsbyen Føllenslev, slog de initiativrige mennesker til.
Kulturhuset Gimle er den dag i dag det bedste musiksted i hele Nordvestsjælland.

Langsomt forandredes huset. Vægge blev revet ned, og familierne begyndte at indrette deres egne lejligheder. Der kom flere børn til og med dem et behov for roligere morgener og mere familieliv.
Men med opdelingen i boenheder i begyndelsen af 90'erne forsvandt noget af det kollektive. Nu kunne familierne vælge sig selv fremfor fællesskabet, når det var det, de havde lyst til. Samtidig var priserne på økologiske grøntsager gået ned i stedet for op, så beboerne måtte lægge mere tid i lønarbejde udenfor Tranehøj.

Det fik initiativtagerne til at søge væk og finde andre boformer, og den oprindelige fællesnævner skrumpede ind. I folkemunde var stedet stadig 'Kollektivet i Særslev', men formen havde ændret sig og med den også fællesskabets indhold.
Det handlede nu mest om at spise sammen på alle hverdagsaftner og sørge for, at bygningerne blev holdt i rimelig stand, og så arrangere høstfester og andre sammenkomster, hvor de tidligere beboere blev inviteret - ofte blev de nemlig boende i området.

Så Tranehøj havde svært ved at tiltrække nye projektmennesker med lyst til at bo kollektivt, samtidig med at udbudet af den slags mennesker også skrumpede ind efterhånden som individualismen slog igennem.
Afstanden til København og nødvendigheden af at lægge et godt stykke arbejde i stedet skræmte også en del.

Men her i begyndelsen af det nye årtusind er Tranehøj ved at finde en ny identitet - med rødder i den gamle.
Projektånden er vendt tilbage med hovedvægt på det udadvendte. Samtidig åbner computere og Internet op for hjemmearbejde i en hel anden skala end før og desuden er den økologiske tanke for alvor slået igennem i samfundet både som livsform og forbrugerkrav.

Set i det lys træder Tranehøj frem som en fugl Phønix af asken - som et sted fuldt af muligheder for dem, der har visioner. Fællesskabet er ikke en punkteret cykel, men et luftskib, der letter igen.

kollektivet Tranehøj

De første beboere

Skurvognsbyen